Anne Linnet: 3 gange, mit livsmod er blevet sat på prøve

Efter mere end 40 år i musikbranchen er synlighed for enhver pris ikke en livsforsikring, som hun behøver at indløse for at forblive på radaren. Derfor har dette interview været et år undervejs fra den første henvendelse til i dag.

– Livsmod er evnen til at se det positive i tingene, selv om livet kan være svært. At der er en kæmpe mening at hente af forskellig art, hvis man gider arbejde for det. Livsmod kræver stædighed og udholdenhed for at få øje på det positive i tingene, selv om livet veksler mellem perioder, hvor det går godt og mindre godt, siger hun.

1 – Bliver midtpunkt i shitstorm om ‘hustruvold’

– I starten af 1980’erne oplevede jeg, at lyden ændrede sig radikalt i mit hoved. Jeg spillede med Anne Linnet Band, og vi var vildt populære, men jeg selv havde det virkelig skidt, fordi min far var død pludseligt af et hjertestop, og mit ægteskab var gået i stykker. Så jeg stod på scenen og tænkte: ‘Det her er jo et skuespil. Hvordan kan du stå her og lade, som om det er en fest, når du har det så dårligt?’ Alt imens voksede den nye lyd inden i hovedet på mig. På et tidspunkt tænkte jeg, at jeg måtte gøre noget ved den. Så jeg spurgte nogle musikere, om de ville være med i et band – på mine betingelser. Vi omdefinerede instrumenternes rolle, så der kom nye klange ud af dem, og jeg forlangte af musikerne, at man skulle kunne høre, hvordan de havde det, når vi stod på scenen. Teksterne handlede om at føle sig bundet – som kvinde. Af sine følelser, af sine omgivelser, konventionerne, og om at være stærk nok til at sprænge de lænker. Det blev til Marquis de Sade, og det blev hårdt og voldsomt. Så skete der det, at et af formiddagsbladene fik opsnuset teksterne, inden vores album kom på gaden, og trykte noget af det med en overskrift, der hed: ‘Nu går Anne Linnet ind for hustruvold!’ Modvinden varede næsten i et år, og jeg kom til at skylde en helvedes masse penge væk, men jeg var sikker på, at det kun var et spørgsmål om tid, før folk ville fatte, hvad det egentlig handlede om. Og jeg fik ret. Det var livsmodigt. I så lang tid at blive misforstået og holde ud, at ens børn blev mødt med: ‘Nå, din mor vil gerne have smæk i røven, ha, ha.’ Det var det lange seje træk, og den erfaring jeg tog med mig videre i livet. For vi gjorde det. Det var en maskulin energi. Vi troede på det, som vi gjorde – og vi overlevede. Nogle ting er vigtige at gøre, selv om de møder modstand, og selv om resten af verden misforstår en. Men det er stadigvæk et problem, at kvinder er låst fast i opfattelser af, hvad de kan – og ikke kan. Verden har ikke flyttet sig, og de, der siger, at der ikke er grund til kvindekamp, er nogle idioter. Kvindekampen er ikke national, den er global, og kvindeundertrykkelsen er jo sindssyg rundtomkring i verden. Der er stadig kvinder, der bliver slået ihjel eller mishandlet, hvis de ikke underkaster sig. Derfor skal vi holde fast i 8. marts som en kampdag for kvinders rettigheder.

2 – Får Maria og Peter fra rumænske børnehjem

– Jeg skrev meget. Det gik godt. Det kørte. En af mine veninder, en advokat, havde et feriebarn på fire år fra Rumænien 14 dage hver sommer – om ikke det var noget for mig? Jooo, så jeg udfyldte papirerne og bad om at få en pige på fem-seks år. Jeg fik en dreng, Peter, der var tre år, men blev fire år den sommer. Men i løbet af ferien begyndte jeg at spørge mig selv: ‘Hvorfor skal han overhovedet tilbage?’ Mange kan nok godt huske de grufulde tv-optagelser fra rumænske børnehjem, hvor børnene rokkede frem og tilbage, fordi de ikke havde fået omsorg nok som små. Sådan var det. Senere fandt jeg ud af, at Peter også havde en søster på ni år, Maria, der var på et andet børnehjem. Hun anede ikke, at hun havde en lillebror. Jeg udfyldte adoptionspapirerne i 1997 for dem begge, men Maria og Peter kom først endeligt til Danmark den 8. marts 2001, så jeg rejste meget frem og tilbage til Rumænien i de år. Maria har en fed form for humor og fik god kontakt med min søn, Alexander, der var et år ældre end hende. Den kontakt har de stadig i dag, hvor de bor i nærheden af hinanden på Nørrebro. Men det var som at starte forfra. Det er rigtigt og godt, at myndighederne er så omhyggelige med, hvem der bliver adopteret til Danmark, men det var hårdt at stå igennem. Det kom bag på mig, at det sværeste var at få afkodet børnene fra deres oplevelser på børnehjemmene. De kendte ikke til at være en del af en familie. De havde ikke tiltro til, at voksne ville dem det godt. De turde ikke sove alene, så de andre børn sov sammen med dem. Til sidst nåede vi frem til et nulpunkt, hvor de var ‘clean’ og parate til at få fyldt på af gode ting og af ro. Der var tre år, hvor jeg ikke tog ud at spille. Jeg malede for sjov, og jeg fik skrevet i de år. I dag læser Maria til sygeplejerske og har sin egen lille familie, mens Peter uddanner sig til koreograf i Leeds i England. Det krævede livsmod at tro på det gode fra os alle sammen – også fra de andre børn, Alexander, Marcus og min ældste Evamaria, der i dag er musikleder og selv har fire børn. Der var tidspunkter, hvor det var svært, hvor jeg lænede mig op ad hende og tænkte: ‘Hun ligner sin mormor – den energi’. Hun var et jern.

3 – Mister eksmanden og musik-soulmaten Holger

– Jeg mødte Holger, da jeg var 17 år – lige der i indgangen til 1970’erne. Han var musiker og 11-12 år ældre end mig. Vi blev gift, da jeg var 21 år, og vores ægteskab var ikke defineret ‘åbent’, men efterhånden fandt jeg ud af, at han langt hen ad vejen fortsatte det glade musikerliv, han havde haft, før han mødte mig. Han så hamrende godt ud på det tidspunkt. Kvinderne var vilde med ham, han stod på scenen og var centrum for opmærksomheden, og det modus, der allerede havde været i mange år, ja – det fortsatte. Det kom fuldstændig bag på mig. Jeg var meget ung og totalt blåøjet. Jeg tænkte, at når man er forelsket, så er man sammen og har ikke lyst til andre. Holger var en følelsesmæssig nødvendighed for mig. Da jeg fandt ud af, at det ikke forholdt sig sådan for Holger, blev jeg ulykkelig. Set i bakspejlet burde jeg være gået fra ham der, men det gjorde jeg ikke. Vi havde allerede fået vores første barn – og jeg elskede ham. Der var ikke andet i verden, jeg ville end ham. De år har præget mig. De har sat sig i mig, så jeg reagerer i dag virkelig uhensigtsmæssigt på nogle ting, der stammer tilbage fra dengang. Det er ikke en grundlæggende mistillid til mine partnere, men hvis jeg bliver sat i situationer, der minder mig om de dårlige ting med Holger, så bliver jeg trigget i mine følelser, og det bryder jeg mig ikke om. Når jeg bliver mindet om den følelse af uro – at der er noget, som jeg har overset. At man troede, at tingene var på en måde, og de så er helt anderledes. Mange år senere gik jeg fra ham. På et tidspunkt tænkte jeg – og det er jeg ikke stolt over nu – at nu skal han simpelthen have så meget baghjul, at han ikke ved, hvad han selv hedder. Det var koldt og kynisk, men det gjorde jeg, og så var det bare fuld skrue derudad. Der var jeg omkring 30 år, og der blev han så ked af det. Men på det tidspunkt kunne han ikke nå mig følelsesmæssigt længere, og der var vores forhold sådan set forbi. Men vi havde den bedste kontakt – holdt tit jul og påske sammen – også sammen med hans nye kone. Vi havde hinanden gennem livet, Holger og jeg. Men det kræver også livsmod, når et menneske dør, fordi der er så meget, som jeg gerne ville have talt med ham om og ville have vendt. Specielt fordi vores forhold var så symbiotisk. Vi var nærmest et. Det føles som et ‘vi’ i sådan en grad, at man glemmer at sige ‘jeg’. Vi ville den anden så meget godt. Det er ikke altid sundt, men vi var meget forelskede og en del af en bliver revet ud, når vedkommende dør, som Holger gjorde i 2007. Men det betyder også, at jeg har et stort behov for at have en følelsesmæssig ro. Hvis der er for meget støj, bryder jeg mig ikke om det.

Læs hele interviewet med Anne Linnet i magasinet IN – på gaden nu!

6 numre af magasinet IN og en lækker Gweneth Cross shopper fra Day Birger Et Mikkelsen

Vil du opdateres på mode og make-up, inspireres til nye oplevelser og møde nutidens stærkeste power-kvinder? Få det hele med 6 numre af magasinet IN – og få samtidig en Gweneth Cross shopper fra Day Birger Et Mikkelsen for KUN:

348 kr.

(Tilbuddet har en samlet værdi af 800,70kr.)

Bestil 6 numre + shopper

Du får masser af fordele som abonnent

Rabat
i allershop.dk

Leveret direkte
hjem til dig

pling
til kun 39 kr. 30 blade på ipad